Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Kernehuset

I Kernehuset har vi faste rammer for, hvordan hverdagen ser ud. Vuggestuen og børnehaven følger samme dagsskema, men de aktiviteter, der er i løbet af dagen, tilpasser vi børnenes alder og behov – og selvfølgelig også dagsform. 

Morgen

Vi åbner klokken 6:30, og frem til klokken 8 er vi samlet på tværs af stuerne. Vi gør meget ud af, at morgenen skal være rolig og hyggelig, så alle får en god start på dagen. De børn, der kommer tidligt, får tilbudt morgenmad, som de kan spise i ro og mag, mens dem, der ikke skal have noget at spise, hygger sig med rolige lege og aktiviteter.

Når klokken er 8, går vi ud på vores stuer og finder os til rette. Vi synes, at det er vigtigt, at vi har en fælles start på dagen, og derfor har vi morgensamling hver dag. I vuggestuen er det klokken 9, i børnehaven er det klokken 9:30. Vuggestuen får serveret en lille formiddagssnack i forbindelse med, at vi holder samling. Børnehavebørnene kan tage noget af deres madpakke inden samlingen, hvis de er sultne.

For at vi kan få en god, fælles start på dagen, vil vi gerne have, at I afleverer jeres barn senest klokken 9 i vuggestuen og senest klokken 9:30 i børnehaven. Hvis I kommer senere, skal I aftale det med stuen.

Formiddag

Efter samling deler vi os op i mindre grupper og laver forskellige aktiviteter. Det kan være en tur på biblioteket, på Assistens Kirkegård eller i Fælledparken. Andre aktiviteter foregår enten indendørs eller udendørs hjemme i huset. Fælles for alle aktiviteter er, at de er planlagt med et klart pædagogisk sigte og spiller sammen med vores overordnede temaer og fokusområder.

Frokost

Når klokken nærmer sig 11, er det frokosttid. I vuggestuen har vi en frokostordning, hvor alle børn får serveret mad, som er blevet tilberedt af vores dygtige køkkenpersonale. I børnehaven har børnene selv madpakker med hjemmefra.

Vi spiser altid i mindre grupper både i vuggestuen og i børnehaven, og måltidet er en oplagt lejlighed til at arbejde med både selvhjulpenhed, madmod og -nysgerrighed og relationer. I vuggestuen hjælper børnene med at dække bord, mens børnene i børnehaven selv skal hente deres madkasser og pakke deres mad ud. Vi støtter børnene i at øve sig i det, de er liiige ved at kunne selv, for eksempel hælde vand op i koppen eller selv øse op.

Lige gyldigt om vi spiser det samme eller noget forskelligt, er det oplagt at tale om det, vi spiser: Hvordan ser det ud? Hvordan smager det? Hvad er det? Hvor kommer det fra? Vi spiser i mindre grupper, så både børn og voksne kan deltage i det sociale samvær og samtalerne omkring bordet.

Eftermiddag

Vi er færdige med at spise og rydde op omkring klokken 12, og så er det tid til en lur for vuggestuebørnene. De mindste sover udendørs i barnevogne, mens de lidt ældre, som kun sover en gang om dagen, ligger inden for på madrasser sammen med deres venner i vores fællesrum, Engen. 

Hvis der er nogen børnehavebørn, som også har brug for en lur, er der selvfølgelig også mulighed for det.
Efter frokosten går børnehavebørnene på legepladsen. Vi gør meget ud af at vise og guide børnene til selv at lære at tage sko og tøj på, når de skal udendørs. Nogle gange kan det godt drille, og det kan kræve mange forsøg, inden støvlen sidder, som den skal. Men når det lykkes, gør stoltheden og glæden over succesen børnene en tand rankere.

På legepladsen kan børnene både deltage i lege, som vi sætter rammerne for, eller de kan selv finde på lege sammen med deres kammerater. Nogle dage kan det være svært lige at finde ud af, hvad det er, man har lyst til – men så hjælper vi selvfølgelig.

Når børnene har tumlet og boltret sig på legepladsen, har de brug for en pause, og derfor har vi afslapning på programmet fra 14 til 14:30. Her ligger børnene på måtter og hører musik eller lydbog, eller vi læser højt for dem. Nogle af børnene falder i søvn, mens andre bare ligger og hviler sig og får lidt ro i kroppen og hovedet.

Mellem 14 og 15 serverer vi desuden et lille eftermiddagsmåltid i både vuggestuen og børnehaven. Når vi har spist og indtil vi lukker klokken 17:15, går vi som regel igen ud i mindre grupper. Her har vi forskellige aktiviteter, som er planlagt ud fra børnenes interesser.

Weekender og helligdage

I Kernehuset tilbyder vi weekendpasning og pasning på helligdage til de familier, som har dokumenteret behov. Vi er færre børn og voksne, og vi har lidt friere rammer. Vi tager tit på ture ud af huset og laver aktiviteter, som tager udgangspunkt i, hvad børnene er optagede af og interesserer sig for. I kan læse mere om weekend- og helligdagspasning her.