Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Kernehuset. Vi er en lille, integreret institution, der ligger i hjertet af Nørrebro - en lille oase omgivet af grønne områder. Vi har fået vores navn, fordi der tidligere lå en æbleplantage, her hvor vi bor. Det kan man stadig se på vores legeplads, hvor vi endnu har glæde af gamle æbletræer fra plantagen. 

Vi har plads til 70 børn mellem 0 og 6 år fordelt på to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. 

Vores pædagogiske værdier

Vi arbejder bevidst pædagogisk med alt, hvad vi gør. Det vil sige, at vi i hverdagssituationerne bruger vores pædagogiske faglighed og ikke kun i de aktiviteter, vi planlægger for børnene.

De pædagogiske værdier, som vi arbejder ud fra, er selvhjulpenhed, medbestemmelse, fællesskaber og stærkt forældresamarbejde. I hverdagen kommer det blandt andet til udtryk ved, at vi lytter til børnene og følger det, de er optagede af, når vi planlægger ture og aktiviteter. Eller at vi sørger for, at børnene er en del af både små og store fællesskaber i løbet af en dag, så de lærer, hvad de forskellige fællesskaber kan byde på, og hvad de kræver.

En af forudsætningerne for, at børnene trives, er at vi har et godt, respektfuldt og tæt samarbejde med jer forældre. I er eksperter på jeres eget barn, og vi ved en hel del om, hvordan livet i vuggestue og børnehave er for børn. Vi lægger vægt på, at de to perspektiver forenes, så får jeres barn nemlig den bedste oplevelse hos os. I kan læse mere om forældresamarbejdet i Kernehuset her.

Vores fokusområder

Ud over vores pædagogiske værdier har vi også tre fokusområder, som vi arbejder med: relationer, leg og det fysiske og æstetiske læringsmiljø. 

Relationer
Det skal være trygt og sjovt at komme i Kernehuset, både for voksne og børn, og vi har stort fokus på, hvordan vi skaber rammer, der støtter det. Børnene skal vide, at de er en del af en tryg base, og derfor møder vi altid børnene i øjenhøjde: Vi sætter os ned med dem, når vi snakker sammen, og vi leger sammen med dem på gulvet.

Men det er også vigtigt, at børnene kan skabe relationer mellem hinanden, og at der kan opstå venskaber. Meget af dagen inddeler vi børnene i små grupper. Det gør vi ud fra den viden, vi har om hvert enkelt barn, og hvad dets behov er. De små grupper gør hverdagen meget mere overskuelig – både for børn og voksne.

Leg
Det er i legen, børnene udvikler sig og vokser, og derfor ser vi det som en af vores fremmeste opgaver at sætte gode rammer for og understøtte de mange forskellige typer lege, som børn leger. Vi er optaget af, at alle børn får lige deltagelsesmuligheder. Det betyder, at vi har blik for, om børn selv finder ind i leg, eller om de har brug for en voksen til at støtte deltagelsen eller sætte leg i gang. Vi arbejder med legemanuskripter, fordi vi på den måde kan indtænke alsidighed, forudsætninger i børnegruppen og mulighed for fantasiens gode vilkår i legene.  

Det fysiske og æstetiske læringsmiljø
Kernehuset er en ældre bygning med masser af kroge og rum, og det bruger vi aktivt i hverdagen. Når vi f.eks. bygger huler, leger familie, kører i ”bus” eller leger ”Den store bagedyst”. Vi bestræber os på at gøre det tydeligt for børnene, hvad de forskellige ”legeøer” tilbyder, så det bliver nemt og ligetil for dem at komme i gang med en leg eller en aktivitet.

Pasning i weekender og på helligdage

I Kernehuset tilbyder vi pasning til familier, der har et dokumenteret behov for weekendpasning eller pasning på helligdage mod ekstra betaling. I weekender og på helligdage har vi åbent fra 7.00 til 17.00.

Hvis du vil vide mere om mulighederne for weekendpasning generelt, skal du kontakte Pladsanvisningen. Hvis du vil vide mere om ordningen i Kernehuset skal du kontakte pædagogisk leder Susanne Gustenhoff på telefon 21 27 07 44 eller mail t60f@kk.dk.