Traditioner spiller en stor rolle i børns liv: Der er noget at glæde sig til, og det skaber fælles oplevelser. I Kernehuset bruger vi aktivt årets traditioner i vores pædagogik.
I løbet af foråret holder vi fastelavn, og vi markerer også påsken. Det varierer lidt, hvordan vi gør det, men til fastelavn kan vi lave masker og fastelavnsris – og vi slår altid katten af tønden. Omkring påske kommer påskeharen forbi og gemmer påskeæg på vores legeplads, og nogle år holder vi også påskefrokost.
Vi inviterer også forældre og søskende med til nogle af vores arrangementer. Det gør vi for eksempel til vores sommerfest, hvor vi spiser sammen på legepladsen, og hvor vi også har arrangeret underholdning og boder.
De ældste børn, der samles i en storegruppe i løbet af efteråret, er spændte og glæder sig til, at de skal starte i skole. Vi fejrer dem med en gallafest, hvor vi rigtig giver den gas med fest og farver.
En af vores ældste traditioner er Æblets Dag. Vi plukker æbler fra de dejlige æbletræer på vores legeplads og bruger dem til at lave æblemost af, bage æblekage, lave tørrede æbleringe eller æbletryk på stof.
I december julehygger vi hele måneden, og en eftermiddag inviterer vi også forældre og søskende til at være med: Vi kan finde på at klippe julepynt eller lave juledekorationer. Nogle år danser vi om juletræet, og måske får vi endda besøg af en helt særlig gæst...